Holdinghistorie – Kan holding hjælpe en familie med et barn med sukkersyge?

af Bent H. Claësson

Jeg fik en henvendelse fra et fortvivlet forældrepar til en stor pubertetsdreng, Anton, på 14 år med sukkersyge. Drengen skejede ud, sløsede med kosten, spiste slik i store mængder, tog så lidt mere insulin for at kompensere, fik derved et par gange insulinchok, hvor han ravede rundt som en beruset, besvimede en enkelt gang på gaden. Forældrene var forståeligt bange for, at det skulle gå galt, at han skulle komme uheldigt af sted i trafikken, og at hans sukkersyge skulle forværres, men de kunne ikke råbe ham op, også selv om de råbte højt, eller moren græd og argumenterede og i afmagt holdt foredrag på foredrag for drengen, som om det var viden han manglede. Fra privatskolen kom der tiltagende klager over Anton. For det meste var han fredelig, men han kunne blive voldsom hidsig, opfarende og blev af og til voldelig overfor kammeraterne. Hjemme sagde han, at det var fordi kammeraterne drillede. Lærerne ville gerne af mig have oplyst, om drengens svingende adfærd kunne forklares med ustabilt blodsukkerniveau! Anton havde haft insulinkrævende sukkersyge fra 4 års alderen. Faren, en pragmatisk indstillet mand, tog meddelelsen fra børneafdelingen, hvor Anton var indlagt, med udsagnet: “Det var da godt, det ikke var cancer, sukkersyge kan vi lære at leve med”. Den holdning kom i årenes løb til at præge forældrenes målrettede indsats. De deltog i, hvad der var af familiekurser, de lærte alt om diabetesdiæt og insulin, og sammen med Anton lærte de at håndtere sprøjter og kanyler. Anton var en kvik og lærenem dreng, der hurtigt lærte alt, hvad der var værd at vide om sukkersyge, og han havde snart ingen problemer med at sprøjte sig selv. Faren havde fået ret, det gjaldt om at lære at leve med sukkersyge, og det blev både forældre og deres dreng gode til. Så blev Anton 13 år og gik hurtigt og voldsomt i pubertet. Han trak mere og mere ud til kammeraterne, og når han var sammen med dem, nød han livet på samme måde som de gjorde, med musik, slik, franske kartofler, cola m.v. og – hvis han huskede det – tog han så lidt ekstra insulin. Da forældrene kom med ham til mig var deres forventning, at jeg kunne tale drengen til fornuft! Da jeg fik familiens sukkersygeanamnese slog det mig, hvor let det hele var gået, og hvor hurtigt farens rationelle holdning var overtaget også af moren, og hvordan drengen fra begyndelsen af havde skullet leve op til at “lære at leve med sukkersygen”, uden rum til at udtrykke eventuelle følelser af sorg, raseri og fortvivlelse. Jeg konfronterede nu forældrene og Anton med, at det så ud til, at de havde glemt at bearbejde den sorg, som måtte have ramt dem alle, da de fik stillet den skæbnesvangre diagnose. Moren var den der først fangede meningen med at arbejde med sorgen. Hun begyndte at græde. Men før hun kom rigtigt i gang, fik jeg anbragt familien på madrassen, Anton mellem sin far og mor, tæt på ham med hver en arm om ham. Så fik moren lov at slippe gråden og kunne nu for første gang fortælle drengen om sin sorg og fortvivlelse. Og faren kunne fortælle om sin fortvivlelse, men at han jo mente og stadig havde den opfattelse, at det gjaldt om at lære at leve med sukkersyge. Nu fik Anton, som accepterede holdingen uden mindste modstand, lejlighed til at fortælle sine forældre og udtrykke de følelser der er forbundet med at føle sig anderledes end kammeraterne, hvor fortvivlet stærkt han ønskede at være ligesom dem, og den måde han kunne være det på, var ved at spise ligeså meget – eller mere! – slik, franske kartofler og drikke ligeså meget cola, som de gjorde. Forældrene havde aldrig hørt på deres dreng på den intense måde de gjorde nu, pludselig forstod de, hvor megen lidelse han havde måttet gå igennem alene, og moren forstod, hvor nyttesløst det var at holde foredrag. For første gang i de 10 år sukkersygen havde huseret, turde forældrene dele deres følelser med hinanden og med deres elskede, nu halvvoksne dreng, og det betød et afgørende møde, hvor de sluttelig kunne give Anton mere ansvar over hans eget liv og behandlingen af hans sukkersyge. Denne første og eneste holding blev begyndelsen til en mere ligeværdig kontakt mellem forældrene og deres store dreng. Drengen kunne bære det nye ansvar over sit eget liv, han fik helt styr på diæt og insulin og hans uligevægtige adfærd i skolen forsvandt. * Efterfølgende kan man undre sig over, at der i al den kursusaktivitet det offentlige og private patientforeninger tilbyder familier med sukkersyge børn, ikke er et eneste tilbud, hvor børn og forældre kan dele de følelser af sorg og fortvivlelse, der er en naturlig reaktion på, at ens barn rammes af kronisk sygdom.