Holdingterapi

Holding – En vej til kontakt med dit barn.

Mange forældre oplever, at de ikke har rigtig kontakt med deres barn. Når barnet kommer hjem fra børnehaven, er han urolig, urimelig og søger at lave den ene konflikt efter den anden. I disse situationer sker der ofte det, at forældrene på grund af deres dårlige samvittighed føjer barnet. Han får hvad han peger på i indkøbsforretningen, både fordi moderen er træt, men også fordi hun gerne vil undgå, at barnet skal give sig til at skrige og eller være konstant plagende. Kort sagt: Hun har fået sig en tyran.

Det kunne også være et barn, som er mere roligt, men indelukket. Måske er barnet aldrig blevet renligt. Når moren forsøger kontakt, er barnet afvisende. Næsten ligegyldigt hvad hun gør, støder hun ind i en mur af tavshed fra barnet. Moren bliver desperat, ulykkelig og opgivende.

I disse og i næsten alle andre situationer, hvor kontakten mellem forældre og børn er gået af lave, er holding en vej til kontakt, en vej til at genetablere tilknytningen mellem barnet og forældrene.

For at forstå holding er det hensigtsmæssigt at vende blikket mod den tidlige spædbarnspleje. Den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicot skriver i sin bog ”Spædbørn og deres mødre”, at prototypen på spædbørnspleje er holding. Holding i Winnicots brug af ordet bør forstås ikke blot, som det at blive holdt, men også som det at blive rummet. At blive holdt om. At være i favn. Enhver sund mor ved intuitivt og instinktivt, at et spædbarn, som er uroligt, har brug for at blive taget op og holdt. Hun vil gøre dette omsorgsfuldt og kærligt, og barnet vil som regel hurtigt falde til ro.

Det har i tusinder af år af menneskets udvikling været en selvfølge, at spædbarnet var i favn og blev båret af moderen (eller faderen). Den nære tilknytning mellem mor og barn, som havde været under graviditeten, fortsatte efter fødslen i form af, at barnet blev båret på moderens krop, som man endnu kan se hos såkaldte ”primitive” samfund. En meget smuk beskrivelse af dette kan ses i Jean Lidloffs bog ” Kontinuumbegrebet”, hvor hun beskriver en indianerstamme, hvor børn naturligt er i favn og holdes fra fødselen af. Disse børn beskrives som væsentligt roligere og mere tillidsfulde overfor omverdenen end børn i den moderne verden.

I vores såkaldte moderne verden er vi tilbøjelige til at lægge vores børn fra os. De ligger i barnevogn. Har deres eget værelse, seng, går i vuggestue osv. Alt sammen ting, som medvirker til at det er vanskeligt at bevare en tæt tilknytning mellem mor og barn og en heraf følgende ensomhed hos barnet.

Tilliden til omverdenen og troen på sig selv tager sit udgangspunkt i den nære tilknytning mellem mor og barn. Moderen gøres igennem graviditeten og fødslen parat til at forstå og sanse barnet og dets behov. Fra den nyere forskning på området ved vi, at det er en meget sårbar og følsom mekanisme, hvor der kan ske ubodelig skade på moderens tilknytning til barnet, hvis der sker en adskillelse af dem i de første dage efter fødslen. Det strider mod enhver naturlig mors inderste følelser ikke at have sit nyfødte barn hos sig. At det fra naturens hånd er sådan hænger naturligt sammen med, at det spæde barn fra starten er hjælpeløst og ude af stand til at klare sig uden moderens holding. Menneskebarnet er et af de mest hjælpeløse på grund af sit unaturligt store hoved og den manglende mulighed for selv at søge hen til føden. Uden dette kærlige favntag kommer barnet i en tilstand af panik (angst), som kun kan tilfredsstilles ved igen at blive taget op og holdt.

Winnicot skriver om dette: ”At små børn er udsat for langt alvorligere angsttilstande, end man kan forestille sig. Hvis de bliver ladt alene for længe (timer, minutter) uden velkendt, menneskelig kontakt, får de oplevelser, som vi kun kan beskrive som:

At gå i stykker.

At blive ved med at falde.

At dø og dø og dø.

At miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt.

Det er et betydningsfuldt faktum, at de fleste spædbørn gennemlever de tidlige afhængighedsstadier uden nogensinde at have haft disse oplevelser, og det gør de, fordi deres afhængighed erkendes og deres behov imødekommes, og fordi moderen eller moderfiguren indretter sin tilværelse efter disse behov.

Med god pleje og omsorg (holding) bliver disse følelser til gode oplevelser, der tilsammen kommer til at danne grundlag for barnets tillid til andre mennesker og til verden. At gå i stykker bliver f.eks. til afslapning og hvile, hvis barnet er i gode hænder; at falde uendeligt bliver til glæde ved at blive båret og den spænding og glæde, der følger med oplevelsen af at blive flyttet rundt og bevæget; at dø og dø og dø bliver til en vidunderlig følelse af at være i live; at miste håbet om fornyet kontakt bliver, når afhængigheden mødes med konstans, til en følelse af overbevisning om, at selv når barnet er alene, er der nogen, der bekymrer sig om det.”

At blive holdt er således det modsatte af at falde og det modsatte af at gå i stykker. Dette er godt at vide for, som vi senere skal se, er det denne panikangst, som børnene som det første kommer i kontakt med, når de fastholdes i kontakten med moderen i holdingterapi.

Som det fremgår er det lille barn meget afhængig af moderens evne til omsorg og holding. Denne evne er ikke noget, som kan læres via læsning af fagbøger om spædbarnspleje eller gode råd fra jordemoderen, men det er en evne som ligger latent i alle mennesker. En evne som ville udfolde sig naturligt, hvis der var den fornødne ro og tid til plejen, og hvis ikke den var forstyrret af forældrenes egne indre konflikter, som meget vel kan have rod i deres egen tidlige opvækst og tilknytning.

Vort samfundssystem lægger ikke ligefrem op til at understøtte, at kvinden eller manden går hjemme hos barnet i den allervigtigste del af dets liv (de første 3 år), hvorpå resten af barnets udvikling bygges. Det er efter min mening vigtigt, at vi forstår, at den såkaldte yngelpleje kræver tid og nærvær fra de betydningsfulde voksne.

Når vi taler om holdingterapi, taler vi om familier, hvor tilknytningen mellem barnet og moderen ikke har været optimal, og hvor barnet nu reagerer med uro, indelukkethed, uregerlighed mm. Kort sagt, børn som udviser en adfærd, som er besværlig for sine omgivelser og for sig selv. I gamle dage blev de kaldt adfærdsvanskelige, men nu om dage behæftes de ofte med diagnoser så som ADHD mm. Fælles for dem er, at de gør opmærksom på, at noget er galt. Hvis vi kommer til at fokusere for meget på barnets adfærd og ikke ser den dybere tilknytningsproblematik, vil vi være tilbøjelige til at mene, at barnet har brug for grænser. Forældrene instrueres i at være konsekvente i deres omgang med børnene. Vi går hermed desværre glip af den indlysende pointe: At børnene, i lighed med os voksne, har brug for kontakt og nærvær.

I holdingterapi sætter vi fokus direkte på kontakten mellem mor og barn. Vi opfatter barnets adfærd som et forsøg på at komme i centrum af moderens opmærksomhed. En opmærksomhed som var livsnødvendig for det spæde barn, og en opmærksomhed som også er nødvendig for det større barn, når det føler sig ensomt, ulykkelig og vred.

I en holdingsession kan en eller to terapeuter arbejde med familien. Terapien foregår helst på en stormadras, men ved hjemmebesøg må man klare sig med, hvad familien kan byde på: En seng, en sofa eller et guldtæppe. Det er i første omgang moren, der skal sidde med barnet og farens rolle er, ligesom ved en fødsel, at være ved siden af moren og støtte hende i processen. Moren opfordres nu til at tage kontakt med sit barn, og som regel går holdingen dermed i gang af sig selv, idet barnet ofte vægrer sig ved denne kontakt, fordi kontakt ville være ensbetydende med, at barnet ville begynde at føle noget, præcis som det er for os voksne. Det, at være i kontakt med et andet menneske, er ensbetydende med, at vi mærker os selv og den anden. Formålet med ikke at være i kontakt er netop at undgå at mærke vores inderste følelser. Barnet vil således forsøge at undgå kontakten for at undgå at mærke sine smertefulde følelser. Barnet vil forsøge at afvise moderen, men hun opfordres til at insistere på at få kontakt med sit barn. For at kunne blive ved med at insistere på kontakten må hun nødvendigvis tage fat i barnet og holde om det. Det er vigtigt at kontakten også er fysisk, da barnet har brug for at være i meget tæt kontakt med moderen for at kunne give slip på sine følelser. Barnet kommer i denne situation i kontakt med sin panikangst (se tidligere), og vil kæmpe for at komme fri, og for at se om moderen virkelig er i stand til at holde ham/hende.

Holdingen har nedenstående faser, som det er ønskeligt, at man kommer igennem, hver gang der laves en holding. Derfor skal der afsættes god tid (op til 3 timer), så vi er sikre på ikke at måtte afbryde midt i det hele.

Holdingens faser:

1. Angst (panik)

2. Følelser (vrede, ked af det, frygt)

3. Sorg

4. Ro

Den første fase, barnet kommer ind i, er således angst, afvisning og panik. Det er vigtigt, at vi og moderen forstår, at dette altid vil være det første, vi møder, for i denne fase kæmper barnet for at undgå at mærke, og moderen må holde godt fast om barnet, hvis det ikke skal smutte ud. Det kan ligne et overgreb på barnet, som kæmper desperat, men barnet kæmper ikke for at undgå at blive holdt, men mod frygten for at mærke sin smerte. Det er derfor vigtigt at forstå og mærke, at det at blive holdt, er det modsatte af at blive tabt (at falde, at være fortabt). Moderen har ofte i denne fase brug for al vores støtte og opbakning. Hvis man er i tvivl om barnet oplever dette som et overgreb, kan man blot prøve at slippe det, og man vil opdage, at barnet vil gøre, hvad det kan for igen at blive holdt. Hos os oplever vi aldrig, at børnene har modstand på at gå til familieterapi. Selvom de ofte, inden de går derover, siger, at de ikke vil holdes, er de ofte dem, der går forrest. Tværtimod kan det ses som en påmindelse til moderen om, at hun skal huske, at barnet har brug for at blive holdt. Tilsvarende kan børnene finde på at sige til hinanden eller hinandens forældre, at et barn som af en eller anden grund er uroligt, at han/hun har brug for at blive holdt.

Det er vigtigt, at moderens favntag er kærligt, og at hun fortæller barnet, at hun nok skal blive hos det og ikke giver slip. At børnene gerne må være vrede og kede. At hun selv er nærværende med sig og sine følelser. En holding som på mange måder ligner den naturlige moders holden om sit spædbarn.

Når barnet er sikker på moderens nærvær, slipper det sin angst, som i virkeligheden er et forsvar mod at mærke de dybereliggende følelser. Disse kommer nu frem, og moderen støtter, at barnet giver udtryk for disse, også selvom de måtte være rettet mod hende. Det er måske følelser af vrede over, at hun har forladt ham/hende, som det aldrig har haft mulighed for at udtrykke.

Når følelserne har fået frit løb, ophører de med at eksistere, og barnet går over i en fase, som er karakteriseret ved sorg. Det er vigtigt, at barnet får lov til at udtrykke sorgen, som altid kommer som et udtryk for det tab af liv, der har været, mens barnets følelser har været spærret inde. Sorgen er den, der bygger bro og heler.

Efter sorgen falder barnet til ro og i denne tilstand af ro genetableres tilknytningen mellem moderen og barnet. Ofte ser vi, at selv større børn regredierer til spædbarnstiden, hvor de med deres hænder undersøger moderens ansigt, nøjagtig som spædbarnet.

Holding er således også en vej til at genetablere en tilknytning. Formentlig også den eneste, da tilknytning og kontakt går hånd i hånd.

Lad os vende tilbage til drengen, der i starten af denne artikel blev hentet af sin mor i børnehaven. Det første, hun møder, er måske et barn, som ikke vil med hjem. Han er urolig og urimelig. Moderen er træt efter en hel dags arbejde og har måske inderst inde skyldfølelse over ikke at være nok sammen med sit barn o.s.v. Barnet udtrykker en masse behov og krav i indkøbsforretningen (slik, kakaomælk m.m.). Når de endelig kommer hjem er det tid til madlavning, men barnet vil ikke lade moren i fred. Han vil hele tiden have hendes opmærksomhed.

Det, vi i virkeligheden ser, er et barn som søger at bringe sig i centrum af moderens opmærksomhed. En dreng, der prøver at sige til sin mor: ”Mor jeg har det skidt. Tag fat i mig mor. Hold om mig, fordi jeg er bange og ulykkelig indeni.” Hvis moderen forstår dette budskab og indstiller sig på at høre de dybe toner hos barnet, så vil hun helt naturligt tage det i sin favn. Fortælle barnet, at hun elsker det og gerne vil være sammen med ham, også selvom han er vred eller ked af det. Dette vil give barnet mulighed for at komme af med sine følelser. F.eks. vrede over at moderen var gået fra ham eller vrede og ulykkelighed over at være blevet slået af en af de andre børn i børnehaven. Når dette barn har fået udtrykt sine følelser og er blevet trøstet af moderen, falder han til ro og kan igen begive sig ud i verden i sikker forvisning om, at moderen er der for ham. Han kan nu give sig til at lege, og moderen kan gå i gang med at lave mad.

Skrevet af Iver Hecht

Forstander og cand. Psych.

 

Litteratur og nyttige links:

Donald W. Winnicott: Spædbørn og deres mødre . Hans Reitzels Forlag.

Jirina Prekop : Hold om mig. Borgen.

Jean Liedloff : Kontinuumbegrebet. Hans Reitzels Forlag

Bent Claësson og Ulla Idorn red. : Holdingterapi – en tilknytningsterapi. Dansk Psykologisk Forlag

www.vibygaard.dk : Familiecentret Vibygård´s hjemmeside.

www.holdingterapi.dk: Hjemmeside for Nordisk Forening for Holdingteraqpi.

www.marthawelch.dk : Hjemmeside for Holdingterapiens skaber.