Holdinghistorie – Som en gave fra himlen

af Bent H. Claësson

Jacob er 5 år. Han har en lillebror på 8 måneder og et par søde, kærlige, men temperamentsfulde og utålmodige forældre. Jacob er en meget aktiv dreng, der er energi og fart over ham både i børnehaven og i hjemmet. Når han leger med andre børn, råber han med en meget gennemtrængende stemme, og når han leger alene med sit legetøj taler han højt med sig selv, bilerne får kraftige motorlyde, men han er især glad for færger, for han elsker at eftergøre færgens tuden, når det er tåge. Så tåge er det næsten altid! Drengens adfærd går forældrene på nerverne. Selv om de begge to er politibetjente og burde have nerver af stål, kan de ikke holde drengens støjende adfærd ud. I begyndelsen bad de ham pænt om at være mere stille, men efter de har fået lillebror er de selv blevet mere stressede, og Jacob er blevet endnu mere støjende. Og sværere og sværere at stoppe. Han har lært at lukke af for deres råben, deres støj! Kort sagt, han hører ikke længere efter. Ved første konsultation hos mig fremtræder Jacob som en fysisk og psykisk alderssvarende dreng, sød og tillidsfuld, hurtig og let at få kontakt med, men hyperaktiv, ukoncentreret, omkringfarende. Han vil undersøge alt og må aktivt holdes tilbage for ikke at fare omkring i alle lokalerne. Forældrene forsøger uden særligt held af og til at stoppe ham. Kun ved at tage fat i ham, kan de bremse den aktivitet han er i gang med, men kun for en kort bemærkning. Så er han i gang igen. Forældrene er ligeså utilfredse med deres egen adfærd, som med Jacobs. Især moren kan ikke holde ud, at hun tænder så let, at hun råber og skriger ad drengen, at hun altid skælder ud. De er lette at motivere for Holdingterapi. De har let ved at indse, at der er et kontakt-problem mellem dem og drengen. At deres råben og skælden ud er fortvivlede og magtesløse forsøg på at nå igennem til ham. Vi opstarter terapien med en meget intens holdingsession, hvor moren når igennem til drengen med sin sorg og fortvivlelse over, at hun behandler ham så dårligt. Hun er i stand til at tage hele ansvaret for sin råben og skrigen ad ham, og når ham til sidst med sin varme og kærlighed. Jacob kæmper i begyndelsen desperat mod kontakten, men da moren begynder at græde, tør han række hende sit blik og åbne sig for hende. Hans glæde over at møde sin mor på denne kærlige måde er åbenlys. Forældrene arbejder vedholdende og motiveret med holding i hjemmet med det opmuntrende resultat, at drengens adfærd allerede i løbet af en måneds tid er dramatisk ændret. Tydeligt at mærke, også på min klinik. Men der er også sket noget med forældrene. De føler sig ikke længere så magtesløse og har fået større selvværdsfølelse i forældrerollen, ligesom de kan omfatte Jacobs følelser og mere afdæmpede – men dog stadig aktive – adfærd med større rummelighed. Efter lidt over en måneds terapi har vi en konsultation, hvor Jacob efter terapitimen, og mens forældrene er ved at give lillebror overtøj på i garderoben, kommer ind igen i terapilokalet med overtøjet på. Han har sin lille pung i hånden. Den åbner han og fisker en tokrone op, som han rækker mig.”Det er en gave til dig”, siger han så.Men før jeg kan nå at svare, er hans lille hånd nede i pungen igen og fisker endnu en tokrone op: ”Du skal have en gave til”, siger han og giver mig tokronen. Et blik ned i pungen giver mig hurtigt overblik over, at han har givet mig omtrent halvdelen af sin rørlige formue. ”Hvorfor skal jeg have hele to gaver”, spørger jeg, men tager glad imod drengens gunstbevisninger. Jacob ser alvorligt på mig og siger så: ”Fordi mor ikke skælder mig ud mere … ”.