Holdinghistorie – Kan holding hjælpe et barn med kromosomskade?

af Bent H. Claësson

Natalie var 5 år gammel, da familien konsulterede mig første gang. Hun var født med en meget sjælden kromosomskade og var tydeligt mærket af denne, både retarderet intellektuelt og følelsesmæssigt. Forældrene var uenige i, hvad der skulle ske med pigen, når hun nu snart skulle starte en skolegang, moren ville have hende på Marjattahjemmet, en Rudolph Steiner institution for retarderede børn, hvor børnene er døgnanbragt og kun kommer hjem hver 2. weekend, faren ville beholde hende hjemme og finde et egnet specialskoletilbud til hende. Familiens praktiserende læge mente, at jeg, efter en børnepsykiatrisk undersøgelse, ville kunne vurdere, hvad der var bedst for pigen. Moren erkendte åbent, at hun havde et særdeles ambivalent forhold til Natalie, som hun tidvis næsten ikke kunne holde ud at være i stue med. Hun tændte let på pigens støjende adfærd og på hendes mangel på empati overfor den kun 1-årige lillebror, men selv om hun vidste, at mange af “unoderne” skyldes Natalies kromosomskade, kunne hun ikke beherske sig overfor barnet, hvilket hun så igen havde forfærdelig skyldfølelse over. Derfor mente hun, at det ville være en god løsning, at sende Natalie på Marjattahjemmet, som forældrene havde hørt meget godt om. Faren havde altid været foruroliget og sorgfuld over morens dominerende negative følelser overfor Natalie og havde derfor forsøgt at beskytte hende og undskylde hendes adfærd over for moren, og det havde efterhånden udviklet sig til, at Natalie var “fars pige” og lillebror var “mors dreng”. Faren ville derfor ikke alene gerne beholde Natalie i hjemmet, men han var også bange for, at det ville være alt for hårdt for Natalie med en sådan døgnanbringelse og efterfølgende så lidt kontakt med forældre og lillebror. Men hvordan havde forholdet mellem mor og barn kunnet udviklet sig så ulykkeligt? Allerede under graviditeten havde moren en fornemmelse af at noget var forkert. Men hun blev beroliget af både læge og jordemoder. Fødslen gik fint og efterfølgende ammede hun barnet 4-5 måneder. Men allerede da Natalie var ½ år gammel kunne moren mærke, at der var noget forkert ved pigen. De følgende 3 år rendte hun lægerne på dørene, og endelig var der en børnelæge der fandt ud af, at pigen led af en meget sjælden kromosomdefekt. Forældrene var på én gang lettede og forfærdede. Lettede fordi de, især moren, havde fået bekræftet sin mistanke om, at pigen ikke var normal, men forfærdede, fordi en kromosomdefekt betød et livsvarigt handicap og kun få udviklingsmuligheder. Nu ville moren af med det besværlige barn og faren ville beholde hende hjemme. Hvad skulle jeg gøre? Jeg afviste den fra henvisende læge stillede opgave, jeg var ikke i stand til at rådgive forældrene om, hvad der var bedst for Natalie. Men jeg kunne se, at der var mange stærke ophobede følelser af sorg, vrede og fortvivlelse mellem mor og datter. Så jeg foreslog holdingterapi. Det var stærke følelser, der blev sluppet løs. Moren gav helt slip på de mange års ophobede sorg over at have fået et handicappet barn, vrede mod lægerne som i årevis ignorerede hendes mistanke om, at noget var helt galt og skyldfølelser over ikke at kunne acceptere sit barn, som hun nu engang var. Da alle negative følelser var udtrykt, voksede de fortrængte varme og kærlige følelser frem, og hun sluttede første holdingsession i en sørgmunter kærlig omfavnelse med Natalie. I de følgende måneder arbejdede moren med holding i hjemmet og forholdet mellem mor og barn blev tydeligt mere roligt og afslappet for hver uge der gik. Så en dag kom forældrene og meddelte, at de nu var blevet enige om at beholde Natalie hjemme og så finde en egnet specialskoleplacering til hende………… Opgaven var løst, men vist ikke på den måde, den henvisende læge havde forventet.