Holdinghistorie – Hans Majestæt “Kong Gulerod”

af Bent H. Claësson

Johanne på 9 år har det skidt. Hun er begyndt at sakke bagud i skolen, hun sidder og hænger og orker ikke at følge med. Det var klasselæreren, der først har gjorde moren opmærksom på, at der måtte være noget galt med Johanne. Hun var trist, så trist, at da moren tog hende med til lægen mente denne, at Johanne havde en regulær depression og skrev straks en henvisning til børnepsykiatrisk vurdering. Da det gik op for Johanne, at hjælpen var på vej, åbnede hun for de skjulte tanker og følelser og gav udtryk for, at hun ikke havde lyst til at leve mere, og hun spurgte sin mor, hvorfor de dog overhovedet havde fået hende, når de alligevel kun havde tid til at tage sig af lillebror på 5 år. Johanne havde ellers haft det godt, så længe hun var enebarn. God fødsel, ammet et helt år, søde og omsorgsfulde forældre. Men så kom lillebror. Det gik meget godt de første par år, selv om han allerede som 1 årig var noget hidsig af sig og kunne skrige sig til sin vilje. Men jo større han blev, desto mere besværlig blev han, både for forældrene og for personalet i vuggestuen. Forældrene fik ham undersøgt på en børneklinik og fik at vide, at han havde en lille hjerneskade, man kaldte det DAMP, og det var forklaringen på alle hans symptomer, hans hyperaktivitet, hans aggressivitet, hans stædighed, og hans enorme raserianfald, når han ikke fik lov til at få sin vilje. Lillebror kom i en specialbørnehave med mange voksne som underviste forældrene i, hvordan de skulle forholde sig til lillebror. Forældrene skulle undgå konflikter med ham! I stedet skulle de sørge for at aflede ham! Nu faldt denne rådgivning meget godt i tråd med, hvad forældrene havde gjort i forvejen, så det faldt dem ikke svært, kun besværligt. Nu var lillebror bestemt ikke dum, og jo ældre han blev, desto mere gennemskuede han forældrenes afledningsteknik. På anbefaling fra pædagogerne begyndte forældrene så at forhandle med ham, og fik de ikke andet ud af det, så fik de i høj grad udviklet lillebrors – skulle det vise sig – usædvanlige kreative forhandlingsevner som med stort talent i tiltagende grad blev båret frem af en stålvilje til at overskride enhver grænse forældrene skulle formaste sig til at sætte. Hvis forældrene efter alenlange forhandlinger med de sidste kræfter forsøgte at sætte en grænse, kunne de efterhånden være sikre på, at lillebror havde energi og kræfter til et timelangt raserianfald, fordi han havde den erfaring, at kunne han ikke få sin vilje på anden måde, kunne han skrige sig til den. Efterhånden var forældrene fuldstændig udmattede. Ikke noget at sige til, at der ikke blev energi til Johanne. Det var forældrene, som jo var kærlige og omsorgsfulde forældre, godt klare over, men de havde ikke overskuddet, og håbede, at Johanne var blevet så stor, at hun kunne klare sig selv. Men det var så det, hun ikke kunne. Da familien kommer til mig forsøger forældrene at holde fokus på Johanne, men meget hurtigt står det klart, at det ikke er Johanne, der er problemet, selv om det er hende, der først er brudt sammen. Opmærksomheden forsvinder så – igen – fra Johanne og rettes mod lillebror, og jeg lytter til de mest utrolige eksempler på, hvordan denne lille fyr er i stand til at trække forældrene rundt ved næsen. Imens sidder lillebror stille og lytter til historierne om ham og forældrene. Så udbryder han med et triumferende, men alligevel trist og forladt udtryk i sit lille 5 årige ansigt: ”Jeg er nemlig en rigtig KONG GULEROD!” Man må sige, at intens, daglig holdingterapi var indiceret. Effekten var markant. I løbet af få måneder var “Kong Gulerod” forvandlet til en normal, sød lille 5 års dreng, endog uden antydning af DAMP. Og snart blev der overskud også til Johanne, som hurtigt fik sit gode humør tilbage… — ooo — Var det ikke Freud, der opfandt udtrykket: “Hans Majestæt Barnet”?