Holdinghistorie – Drengen der blev glad for sin stærke mor

af Bent H. Claësson

Jonas er 8 år gammel. Han henvises på mistanke om depression. Hans forældre er skilt for et par år siden og begge forældre har fundet ny kæreste. Jonas har en storesøster og begge børnene er delebørn med 50 procent hos hver forælder. Storesøster er meget omsorgsfuld, men har det selv svært. Det bliver tydeligt, at Jonas aldrig har fået udtrykt sin vrede mod forældrene og har mistet tilliden til, at de kan passe ordentlig på ham. Vreden er slået indad og blevet til tristhed, så det er oplagt at tilbyde holdingterapi med ”klippen” som første fase. Jeg spørger derfor Jonas, om han kan komme fri, hvis mor holder om ham og bruger alle sine kræfter. Han skæver lidt til sin mor, hvorefter han erklærer, at det kan han godt, og han vil gerne prøve. Moren er også med på ideen. Vi lægger madrassen ned på gulvet og jeg ridser reglerne op. Til moren siger jeg: ”Du skal forestille dig, at denne madras er en klippeafsats 50 meter over jorden. Hvis du giver slip på Jonas, vil han styrte 50 meter ned mod jorden!” Til Jonas siger jeg: ”Det er bare en madras og din opgave er at komme fri og løbe over til storesøster! Hvis du pludselig synes det hele bliver for hårdt, og at mor er stærkere end du troede, kan du stoppe øvelsen ved at kigge hende ind i øjnene og sige: jeg kan ikke komme fri, du er den stærkeste!” Til begge siger jeg: ”Hele øvelsen varer højst ½ time, og hvis Jonas ikke er kommet fri til den tid, har mor vist at hun er den stærkeste”! Så går vi i gang. I begyndelsen synes de begge, at det er sjovt og søster giver på min opfordring gode råd til Jonas. Da jeg synes at moren tager lidt for let på opgaven, og Jonas er faretruende nær ved at slippe fri, advarer jeg moren og husker hende på, at der er 50 meter ned. Jeg råder hende til at bruge sin kropsvægt, hvis han er for svær at holde bare med armene, så hun lægger sig oven på ham. Så bliver det alvor. Jonas bliver rasende, lige hvad jeg håbede på, han skal have al vreden ud. Han kæmper desperat og bryder så i gråd. Jeg minder ham om, at han kan stoppe øvelsen ved at kigge mor i øjnene og sige, at hun er den stærkeste og at han ikke kan komme fri. Men det vil han ikke, han fortsætter med en blanding af raseri og gråd, så storesøster pludselig synes, at det er synd for ham og appellerer til mig om at stoppe øvelsen, men det vil jeg selvfølgelig ikke, det ville ødelægge den terapeutiske forvandling, som jeg afventer. Vi når til den halve time, Jonas har ikke opgivet, men har heller ikke kunnet komme fri, så jeg er erklærer som en anden dommer, at: ”Mor er den stærkeste, men at jeg ved godt, at det er rigtig ærgerligt, Jonas, nu du troede, at du kunne komme fri.” Så får alle vand at drikke, og vi fortsætter med en traditionel holdingsession, hvor Jonas ikke gør det mindste modstand, han er tappet for kræfter, men bliver ved at være lidt sur og afvisende. Da moren også er udmattet afslutter vi på dette noget utilfredsstillende tidspunkt, men aftaler en ny holdingsession. * Da familien kommer ugen efter kommer Jonas ind med et stort smil på læben, tristheden er som blæst af hans udtryk. Moren fortæller, at da de sidste gang kom ned i bilen, klemte Jonas sig ind til hende og erklærede til hendes glædelige overraskelse: ”Det var godt, du var den stærkeste!” Han havde oplevet vigtigheden af at have en stærk mor, for en stærk mor kan passe på ham!