Holdinghistorie – Det var en god tur

af Bent H. Claësson

Johannes på 4½ år, er et af de sære børn. En sær pelikan, som de første danske børnepsykiatere benævnte disse børn, som både havde sprog, var velbegavede, men alligevel en anelse autistiske. Det var før Asperger havde beskrevet dem. Johannes er enebarn af et par meget søde, men overbeskyttende og lidt pylrede forældre, som har haft svært ved at markere grænser. Johannes har trods sine kun 4½ år, et veludviklet talesprog, faktisk så ordrigt og velformuleret, at drengen fremtræder, som det man kunne kalde gammelklog. Han kaster sig ikke over legeskabet ligesom andre børn, der kommer hos mig, han sætter sig henslængt i sofaen med et enkelt stykke legetøj i hånden, som han ikke bruger til noget særligt. Jo, en dag, da forældrene fortalte, at Johannes var vild med hatte, satte han dagens stykke legetøj – en stor legoklods – op oven på hovedet og sad lidt med den der, med et yderst tilfreds udtryk i ansigtet. Så udbrød han med ét: ”hatten af”, nikkede med hovedet og legeklodsen faldt på gulvet. Det lo vi voksne af – og Johannes lo med. Ud over hatte er Johannes lidenskabeligt optaget af automatiske tog- og busdøre og han er i sit es, når han får lov at fortælle om enkeltdøre og dobbeltdøre, hvor man stiger ind og hvor man stiger ud, og hvordan de virker. Men der er ingen af børnene i børnehaven, der gider høre på hans omstændelige foredrag, og voksne omkring ham bliver også trætte, fordi Johannes kan blive ved og ved at tale om dørene. Disse såkaldte særinteresser, understøtter diagnosen: Asperger-syndrom. I det hele taget kan Johannes ikke finde ud af at lege med andre drenge, så han trækker sig og går for sig selv medmindre pædagogerne kan lokke ham ind i pigegruppen, hvor han tydeligvis føler sig tryggere og bedre kan deltage i det mere stille samvær. Johannes har ingen problemer med øjenkontakt, men sommetider søger hans blik opad, som om han ser noget, vi andre ikke kan se. En dag hvor det var særlig tydeligt spurgte jeg ham: “Hvad er det du ser på, Johannes?” Johannes svarede prompte: “Jeg ser efter dagen i morgen”! Det var børnehaven, der havde henvist ham p.gr.a. hans dårlige sociale færdigheder, men også i hjemmet viste det sig, at forældrene ofte blev irriterede på Johannes, fordi han ikke hørte efter, men faldt hen i sine egne tanker eller blev ved og ved med at holde foredrag om automatiske døre. Trods udmærket øjenkontakt er der tydeligvis kontaktproblemer mellem forældrene og Johannes. Mon holdingterapi kan hjælpe? Første holdingsession bliver meget voldsom. Johannes kæmper desperat for at komme fri af moderens favntag. Skriger, græder og skælder ud. Moren bliver ulykkelig, synes det er synd for lille Johannes, vil helst slippe ham, men støttes af mig i at holde fast og dele sine følelser med ham. Men han vil ikke vide af hende, han vil over til far (som sidder ved siden af), så faren må støttes i at give drengen en kærlig hånd, men være fast i opfattelsen af, at han skal blive hos sin mor. “Johannes, hør på far, jeg elsker dig, men du skal blive hos mor”. Langsomt, langsomt falder drengen til ro, han kommer ikke helt tæt på moren, vil ikke ligge i favn, men på hendes udstrakte ben, og derfra tale med hende, det giver moren ham lov til og jeg accepterer, de har været meget igennem, og jeg vil ikke presse dem mere. Før familien går, udtrykker moren stor usikkerhed over for, hvad hun har gjort ved sin søn. Gjorde hun ham ikke fortræd, når hun holdt ham mod hans vilje? Han blev jo så vred og ked af det. Kan det have skadet ham? Hun kan åbenbart ikke se, at Johannes ser ganske tilfreds ud, men han vil ikke tale nu, han er sulten og vil på Mc. Donald, som forældrene har lovet. Ved næste konsultation fortæller moren, at da familien var kommet ned på gaden udbrød en glad Johannes, til forældrenes store forbløffelse: “Det var en god tur!”