Holdinghistorie – Det sorte hul

af Bent H. Claësson

Jonas er knap 11 år. Familien har arbejdet med Holding et par måneder og Jonas har allerede fået det meget bedre. Men nu sidder han i en meget sej og langvarig holdingsession hos sin mor. Han er efter 1½ time stadig vred, uforløst, men synes at have opgivet at komme videre. Så siger han: ”Hvis du slipper mig for tidligt, går det galt!” Pludselig giver han op, bliver fortvivlet, mister troen på, at han kan få det bedre. Moren trøster ham, men begynder selv at græde. Hun siger til ham, at det gør hende ondt at høre, hvor slemt han har det, men forsikrer ham, at hun vil blive sammen med ham, til han er kommet igennem. Hun opmuntrer ham så: ”Du kan, hvis du vil!” Jonas: ”Det er, som om jeg falder og falder ned i et dybt, sort hul…” Han græder og er helt fortvivlet. Pludselig beslutter han sig: ”Jeg vil op af det hul, mor!… hold godt fast om mig, for nu kravler jeg op!” Moren lægger sig over ham og han kæmper voldsomt, bruger alle sine kræfter. Moren holder fast og må bruge – næsten – al sin styrke. Hun er helt klar over vigtigheden af, at hun bliver sammen med drengen. Så udbryder han: “Nu er jeg på en klippeafsats… to meter under hullets kant… nu tar’ jeg det sidste stykke!” Han maser videre, energien stråler ud fra ham. “Nu… nu… er jeg oppe… jeg løber hen til min mor…” Han slår sine arme om morens hals og giver hende et stort knus!