Holdinghistorie – Det lysende barn

af Bent H. Claësson

Ditte er kun 3½ år da familien kommer til første konsultation. Hun er en fakkel af rødt hår, men genert, holder sig tæt ind til mor og vil under ingen omstændigheder hilse på mig. Ditte har haft en svær fødsel. Forældrene havde ellers set hen til denne deres første fødsel med forventninger, forberedt den omhyggeligt sammen med jordmoderen, gået til forberedelseskurser. Men alt gik galt og mor og barn blev skilt fra hinanden da Ditte, p.gr.a. vejtrækningsbesvær, måtte en tur i kuvøse. Moren var fortvivlet. En uge efter var den lille familie samlet igen i hjemmet. Amningen var kommet i gang, men der var ingen ro på barnet. Hun var utilfreds, skreg meget. Moren havde svært ved at trøste barnet, det gik bedre for faren, der ligesom havde et bedre tag på hende. Moren følte sig forkert, uduelig, hjælpeløs. Ditte voksede til, uroen blev til målbevidst aktivitet, gråd og skrig til et voldsomt temperament. Og vilje: “vil selv – kan selv”. Forældrene begyndte at blive alvorlig uenige. Faren var opdraget med kæft, trit og retning og et par på go’daen, hvor moren var opvokset i pædagogiske omgivelser med en professionel pædagogmor. Det var da også hende, pædagogmormoren, der var klar over, at den unge familie trængte til professionel hjælp og havde hørt om holdingterapi! Forældrene var derfor meget motiverede, da jeg foreslog holdingterapi. Men det var betydelig skrappere kost, end moren havde forventet. Ditte skreg, sparkede, rev og spyttede og ville væk fra moren og over til faren. Moren græd og forsøgte at trøste, men da hun fik en spytklat i øjet blev hun gal, så ked af det igen og jeg måtte gang på gang forsikre hende om, at det var det rigtige at gøre og støtte hende i at blive ved og ved, til sidst skulle Ditte nok falde til ro. Så brød faren sammen, satte sig grædende hen til Ditte, holdt om hende sammen med moren og forsikrede hende om, at han elskede hende. Ditte begyndte at falde til ro, så med ét slog hun om i strålende humør og begyndte at snakke om noget i børnehaven… Jeg opfordrede moren til at være den der styrede kontakten og indholdet i samtalen med Ditte. Det var vigtigt, at hun fik fortalt barnet om den forfærdelige fødsel, og hvad der fulgte efter. Det blev svært, for det ville Ditte ikke høre. Hun begyndte igen på sit skrigeri og moren følte sig træt og afvist, opgivende. Det tog lang tid – og krævede megen støtte fra min side – før Ditte – igen – fra det ene sekund til det andet – lyste op i stor glæde og nærhed. Nu ville Ditte gerne høre om, hvordan hun kom til verden og høre, hvad der var gået galt og hvorfor mor var så ked af det. Healingsprocessen mellem mor og barn var begyndt! Efterfølgende skete der store forandringer i familien. Forældrene begyndte at samarbejde. De kunne blive enige om, at den af dem der havde en konflikt med Ditte, tog en holdetur med hende. Moren fik udviklet sin selvværdsfølelse som mor, hun kunne nu få kontakt med Ditte på sine betingelser, trænge igennem til hende, når hun fandt det vigtigt, og det blev hurtigt tydeligt for begge forældre, at Ditte profiterede af deres indsats. Hun blev i løbet af få måneder til at “helt anden pige”, som nære familiemedlemmer udtrykte det. Glad og tilfreds, energisk og med et rimeligt og acceptabelt temperament – hun var jo rødhåret! Undervejs, under et par af konsultationerne, havde faren udtrykt sin oplevelse af, når Ditte under en holdetur brød igennem sin egen modstand og kom til stede i kontakten. Faren udtrykte det således: “….jeg ved altid, hvornår Ditte er kommet igennem, hvornår vi er færdige, for så…. lyser hun op”! Det var den samme bevægende oplevelse, jeg havde haft af lille Ditte under første holdingsession.