Holdinghistorie – “Det er vist en go’ ide!” og/eller “Hvorfor skal jeg med? Du hjælper jo kun mor og far!”

af Bent H. Claësson

Lille kønne Tommy på 4 år er ustyrlig for både forældre og børnehave. Han er omkringfarende, hyperaktiv, ukoncentreret, affektlabil, støjer, smider med tingene, hører ikke efter og undviger øjenkontakt. I børnehaven slår han de andre børn eller smider ting i hovedet på dem, og hjemme slår han og afviser faren, som nu har trukket sig. Til gengæld er han kærlig overfor sin få måneder gamle lillesøster, som han omtaler som ”min lillebror”, omend han ofte er lidt for voldsom i sine kærtegn.

Moren er meget utilfreds med farens tilbagetrækning og synes, at nu står hun med hele ansvaret for de to børn. Og faren er forståeligvis såret over hendes kritik.

Forældrene kommer for at blive guidet i holdingterapi, som de har hørt godt om fra en ven. Så vi starter op med en holdingsession med mor og Tommy, mens faren passer lillebror. Det bliver en meget langvarig session, hvor drengen skriger og skriger og nærmest går i selvsving i skrigeri, men efter 1½ times tid ebber skrigeriet ud og det lykkes moren at få en lødig og kærlig kontakt og øjenkontakt med drengen.

Det aftales, at familien skal komme igen en uge efter.

Dagen før den skal komme informerer faren Tommy:
” I morgen skal vi op til Bent!”
Faren forventer, at Tommy vil protestere voldsomt, men i stedet svarer han:
”Det er vist en go’ ide!”

*

De næste gange arbejder vi med farens forhold til Tommy. Efter flere holdingsessions lykkes det faren at få god kontakt med drengen, og selv om far og mor forholder sig forskelligt til Tommy både i det daglige og under holdings, kan Tommy åbenbart rumme forskelligheden og moren accepterer efterhånden farens måde at forholde sig til Tommy. Efterhånden får forældrene styr på drengen i hjemmet, han hører nu efter, han er roligere, mindre støjende, er holdt op at slå faren og kan endog lege enkelte lege i børnehaven med de andre børn, men moren må stadig hente ham tidligere, så han ikke når at blive for træt, for så går det galt.

En dag, hvor familieterapien er afsluttet og vi skal til at aftale ny tid, siger Tommy til mig:
”Hvorfor skal jeg med? Du hjælper jo kun mor og far!”

Så fik jeg den! Det blev åbenbart ikke ved ”at være en go’ ide” for ham at komme op til mig. Det ser jeg tit, at børnene ikke oplever, at det er pga. holdingterapien, de har fået det bedre!