Holdinghistorie – Den smertefulde, skjulte sandhed

af Bent H. Claësson

Line er lige fyldt 4 år. Hun er en frisk og livlig pige, med lyst gult hår som en moden kornmark og kønne blågrønne øjne med glimt i. I børnehaven er hun populær, energisk og nok noget dominerende, men ikke i en grad der volder problemer. Lines forældre er begavede og kreative og vil gerne gøre det bedste for både Line og lillesøster Emilie på 8 måneder. Derfor har de valgt, at moren skal fravælge sit undervisningsarbejde og gå hjemme hos børnene. Line har fra 1 års alderen været tiltagende temperamentsfuld og trodset forældrene, efterhånden på mindste foranledning. Når begge forældre er til stede, har hun udviklet en raffineret teknik, hvor hun spiller forældrene ud mod hinanden. Hvis faren er den, der hjælper hende med at børste tænder, nægter hun pludselig: “… av, av, du gør det helt forkert, mor er meget bedre, det er mor, der skal gøre det, …”, og skrigende: “mor, MOOAARR, kom og gør det…” Forældrene hopper lige i gyngen, moren mener straks, at faren tager for hårdt på den stakkels pige og kommer styrtende for at overtage tandbørstningen, faren føler sig desavoueret, og inden længe skændes forældrene, mens Line med tilfreds mine følger slagets gang, kigger anerkendende på forældrenes kamp, som om hun beundrede sit eget kunstværk. Line kan skrige så højt, skingert, voldsomt og vedvarende, at forældrene kan blive bange for at naboerne skal reagere, måske tro, at de – forældrene – mishandler Line og derfor finde på at tilkalde politiet. Line har selvfølgelig for længst opdaget denne svaghed i forældrenes psykologiske system, så hvis det er meget vigtigt for hende at sætte sin vilje igennem, skriger hun af sine lungers fulde kraft, indtil en af forældrene giver efter. I tilgift kan hun derefter nyde, at den anden forælder skælder den svage, eftergivende forældre ud! Hvorfor er denne lille, kun 4 år gamle Line så tyrannisk? Hvorfor nyder hun at se sine forældre skændes, hvor andre børn ville blive ulykkelige? Svaret kommer frem under første holdingsession i min klinik. Line vil ikke være hos moren, så holdingen bliver sej og langvarig. Moren virker meget usikker og giver så udtryk for sin tvivl på, om det mon er den rigtige måde at gribe problemet med Line an på. Måske vil hun – moren – gøre ondt værre og skabe så stor mistillid, at hun og Line aldrig finder ud af det sammen! Line mærker tydeligvis morens usikkerhed, hun vil fri, kræver skrigende, at moren skal give slip, så hun kan komme op og tegne! Indimellem falder hun lidt til ro og begynder – med pive-stemme – at diskutere og forhandle med moren. Jeg forsikrer moren om, at når vi afslutter her, vil Line være glad og fuld af tillid til moren, så hun – moren – behøver ikke være så usikker på det. Da moren ikke rigtig ved, hvad hun skal sige til Line, opfordrer jeg hende til at fortælle Line om den gang hun – Line – kom til verden. Det er moren med på og Line begynder at høre efter. Men straks efter er der igen noget galt, Line er tørstig, får noget at drikke, men så skal hun tisse, først tror moren ikke på det, men så begynder der igen et intenst skrigeri, moren ser hjælpeløst på mig, og da jeg kommer i tanker om, at jeg glemte at sørge for at Line tissede af inden holdingen, opfordrer jeg moren til at gå med hende på toilettet. Fem minutter efter er moren og Line igen på plads på madrassen. Nu fryser Line på trods af, at der er varmt i rummet, og hun har brugt mange kræfter. Andre børn plejer at svede så meget, at jeg må tænde for afkølingsanlægget. Men Line fryser og får et uldtæppe om sig. Nu går der et kvarters tid med at dette uldtæppe ikke dækker hende ordentligt, så fryser hun på fødderne, så på ryggen, så på lårene, så får hun uldtæppets lange Mohair-uldtråde i munden, spytten og harken og nu skal hun også kaste op, men præsenteret for en anvendelig balje er kvalmen væk. Nu mangler hun kun sin sut for at ville høre på morens historie, men da hun ikke får den, starter en ny langvarig skrigetur. Under hele forløbet bliver moren mere og mere sikker. Hun holder fast, men favnende og omsorgsfuld om Line, hun giver varmt og kærligt udtryk for, at hun elsker barnet og kan passe godt på hende. På min opfordring tager hun fat på de svære og pinefulde gange, hvor hun har svigtet Line ved at opføre sig sårende, krænkende eller voldeligt overfor hende. Hun kan med ægthed og bevægelse fortælle Line, – som nu begynder at høre efter – om det hun – moren – har gjort forkert, og hun giver Line ægte og følte undskyldninger for det. Moren tager helt ansvaret for sin ofte uheldige, hidsige og temperamentsfulde adfærd. Efter 1½ time siger Line med et smertefuldt udtryk i ansigtet og med en tynd, men alvorlig stemme: ”Jeg har næsten ingen kærlighed i mig!” ”Hvad er det dog, du siger Line!”, svarer moren med et forskrækket tonefald. Line:” Det er, fordi jeg ikke har fået nogen kærlighed!” Moren ser forfærdet ud, så bryder hun for første gang i gråd:” Jamen lille skat, jeg elsker dig jo:” Line ser intenst på moren. For første gang ser hun moren græde, ser morens sorg, og i samme sekund slår gnisten mellem dem, det er et åndeløst øjeblik, hvor kontakten bliver genskabt. Så fortæller moren, at hun godt kan forstå, at Line føler det sådan, for da hun selv var en lille pige, på samme alder som Line, syntes hun heller ikke, at hun fik nogen kærlighed fra sin mor, og det fik hende til at trække sig væk fra moren. Det var ensomt og ulykkelig, så nu forstår hun, hvordan Line har haft det… Gennem den enestående nye kontakt med sin datter ser moren nu sit liv i et helt nyt perspektiv og er parat til, ikke alene at arbejde hjemme med holding, men også tilmelde sig en mødregruppe, hvor hun kan arbejde med sit forsømte “indre barn”. —oo— Fandt du ud af hvorfor Line var så tyrannisk, hvorfor hun kunne nyde at se forældrene skændes, hvor andre børn ville blive ulykkelige og forskrækkede? Svaret er måske, at et menneske – barn eller voksen – der ikke føler sig elsket – som en af flere muligheder – kan kompensere tabet med magt. Lyt – igen – til Hjalmar Söderberg, fra romanen “Doktor Glas”: Man vil elskes. Hvis man ikke kan blive det, vil man beundres. Kan det heller ikke lade sig gøre, så frygtes. Lykkes selv det ikke, vil man afskyes og foragtes. Man vil indgive menneskene en eller anden slags følelse. Sjælen gyser for tomrummet og vil have kontakt. Uanset prisen!